Moar! Fars kærlighed er også vigtig
Jeg husker et billede fra min barndom. Faktisk ikke motivet, men teksten: ’Fars pige, mors skat, hele husets abekat.’ Jeg husker også sangen ’Giftes med farmand’, og billedet på mit værelse af et brudepar, der inde i mit lille barnehoved forestillede min far og mig. Fjollet? Ja. Incestuøst? Nej.
For som lille pige var min far min mandlige rollemodel. Jeg elskede ham, var stolt af ham og syntes, han var så sej. Han kørte på motorcykel, gik med cowboyhat, lignede McCloud (en 70’er tv-serie), og var den flotteste fyr, man kunne forestille sig. Han var jo MIN far.
Hvem ville ikke gerne have ham her som far 
?
Men hvad er det med de fædre og deres døtre? Er der et særligt bånd mellem dem? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det er vigtigt.
Jeg har lige holdt konfirmation for tredje gang for det sidste af mine store børn fra mit første ægteskab. Alle tre har vi holdt sammen deres far og hans familie, selv om vi begge er gift igen hver for sig. Og det er jeg utrolig lykkelig for. Især fordi det betyder så meget for børnene, at han er der, elsker dem og viser dem det.
Helt ærligt har jeg tit tænkt, at det var møghamrende besværligt, men det er godt for dem. Godt for dem, at de har en far, der vil dem.
Min far ville også mig, men havde svært ved at vise det. Og så var det bare en anden tid. En tid hvor man ikke gik rundt og sagde ’Jeg elsker dig’ hele tiden. Og en tid, hvor det ikke var normalt med 9/5- eller 7/7-ordninger – det var én weekend om måneden. Så der var meget, vi gik glip af min far og jeg. Fødselsdage, konfirmationer, familiesammenkomster og især hinandens kærlighed.
Men selv om det er nye tider nu, er der stadig mange børn, der ikke har deres far som en kontinuerlig del af deres liv efter en skilsmisse. Måske synes mor, at det er besværligt med al det fædre-samvær. Eller måske er det den nye bonusmor, der helst vil have en ’rigtig’ kernefamilie kun med hendes biologiske børn. Men det er synd. Synd og uretfærdigt – både overfor børnene og deres fædre.
Når vi bliver skilt, sker der nogle dramatiske forandringer i vores familie, og vi er bare ikke længere en traditionel kernefamilie. Men derfor kan vores børn godt have begge forældre – også selv om det ikke er hver dag eller lige meget.
Jeg har selv oplevet, hvor stor betydning det har for mine børn, at de også har deres far, både i hverdagen og i livets store begivenheder. Og jeg håber for dem og deres far, at det betyder, at de ikke skal blive voksne, før de finder hinanden igen.
Så hold fast i fædrene – også når det er møgbesværligt.
